Tabernaklet og Templet
Artikel af Sten Schæbel Rønnov (28. Maj 2006)

Kong Salomo og hans tempel har altid pirret min nysgerrighed til at søge flere oplysninger emnet og her er noget af det jeg fandt under min søgen.

Historien om Templet begynder da Moses går op på Sinaj bjerget hvor Gud giver ham klare anvisninger på at jøderne skal bygge en bolig til Gud på jorden, og Gud lover ham at tage bolig dér, når arbejdet er færdigt.
Da Moses kommer ned fra bjerget med retsreglerne (de 10 Bud), begynder der at forme sig en retlinet vej for det Israelske folk.
Man begynder at fremstille Tabernaklet eller åbenbaringsteltet - for det var her Gud ville åbenbare sig for Israelitterne. Planen til tabernaklets opførelse, er i alle enkeltheder blevet åbenbaret for Moses (2. Mos 25-28), og materialerne og arbejdet blev givet af folket som tegn på den hengivenhed de følte mod Gud.

Tabernaklet bestod af tre dele:

Det allerhelligste
(Mål: ca. 4,80x4,80x4,80 m.).
Dette rum måtte kun betrædes af ypperstepræsten én gang om året når forsoningsfesten blev afholdt. Når han trådte ind i rummet, havde han et reb bundet om benet, således at man kunne få ham ud hvis Gud skulle vise sig for ham, og han derved faldt om. Enhver jøde vidste at Gud havde sagt til Moses: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet«(2 Mos 33,20). I midten af det allerhelligste, stod Pagtens ark (2.Mos 25.10), og den indeholdt den pagt Moses indgik med Gud på Sinaj; nemlig de to stentavler med de ti bud.(1.Kong 8,9). Den var en udformet som en kiste udført af akacietræ der målte ca. 120 x 76 x 76 cm. Både ind- og udvendigt var den beslået med guldplader, og i de fire hjørner var der anbragt ringe af guld, hvorigennem bærestængerne (også beklædt med guld) var placeret. Låget, der kaldtes sonedækket, var udført som et fladt låg af guld med to keruber, en i hver ende af låget. Låg og keruber var hamret ud af guld i et stykke. Keruberne var som en sfinx med løvekrop og vinger, men ansigtet var som et menneskeansigt, og det var rettet mod sonedækket (låget). Vingerne var rettet opad så de dækkede over sonedækket. Her mellem sonedækket og kerubernes vinger, var det sted hvor Gud talte til Israelitterne.

Det hellige.
(Mål: ca. 9,60x4,80x4,80 m)
Her stod skuebrødsbordet (96 x 48 x 72 cm), den 7-armede guldlysestage (vejede 30 kg) og et røgofferalter. Det hellige måtte kun betrædes af levitterne, der var præster ved tabernaklet.

Det allerhelligste og det hellige var overdækket med tæpper og udgjorde det egentlige tabernakel. Væggene var udført af brede lodrette planker af akacietræ (ca. 76 x 480 cm). Disse blev låst sammen og dannede væggene. Loft, tag var udført af tæpper og mellem det helligste og det hellige var der et forhæng af kostbart indvirket stof. Alt var i storslået pragt og prydet med ædle metaller således som Gud ville have det. Folket skænkede så meget guld, sølv og kobber til at pryde tabernaklet med, at man måtte sige stop for flere gaver.

Forgården
(Mål: ca. 48,0 x 24,0 x 2,40 m)
Tabernaklet var yderligere omgivet af en forgård. En teltvæg med tværstænger af akacietræ belagt med sølv og stolper med sølvkroge, hverpå var der monteret tæpper af hvidt linned. Gården var ikke overdækket og her stod brændofferalteret og et stort vandbækken begge udført i bronze.

Ved opførelsen af tabernaklet blev der anvendt følgende mængder af ædelt metal: 877 kg guld, 3018 kg sølv og 2.124 kg bronze. (2 Mos 38 ; 1 talent = 30 kg 1 sekel = 0,01 kg)

I forgården måtte hele folket komme for at tilbede Gud, og det gjorde man ved at bringe levende dyr der blev ofret, og brændt på offeralteret.

De omkringliggende nationer betragtede dengang "Pagtens ark", som var den jødernes Gud. Hæren tog den også med i krig for at sikre sig sejren. Sådan var den også med, da Joshua sejrede ved Jerikos mure, men senere da man tabte slaget mod Filistrene, blev den taget som bytte(1. Sam 4). Syv måneder senere blev den dog returneret til jøderne – de var bange for at den skulle bringe dem ulykke.

Efter at Kananæernes land var blevet erobret, havde Israelitterne fået det land der flød med mælk og honning, således som Gud havde lovet Moses det. Nu var det på tide at opføre et tempel af mere fast karakter, og Kong David fik opgaven af Gud. Han kunne ikke selv opføre templet, fordi Gud forlangte at den der skulle opføre det, ikke måtte have hænder der var besudlet af blod efter krigshandlinger. David brugte derfor tiden til at forberede templets opførelse, og samlede træ og ædle metaller til formålet. Da han blev gammel overlod han opgaven til sin søn Salomo. Plan og indretning af det nye tempel skulle være den samme som i tabernaklet, men det nye tempel skulle være større og mere overdådigt.

Templet
Kong Salomon rejste det første jødiske Tempel på Moriabjerget i Jerusalem. De store forråd af bygningsmaterialer og ædle metaller, som Kong David havde samlet, slog langt fra til. Dette tempel stod i 416 år indtil babylonerne i år 588 f. Kr. ødelagde templet og Jerusalem.

Babylonerne ødelægger Templet
I år 588 invaderer Babylonerne Israel, og tager heler det Israelske folk til fange, og fører dem til Babylon som fanger.

Zerubabel fører folket hjem
I 536 havde Zerubabel fået tilladelse til at føre Jøderne tilbage fra landflygtigheden, og efter hjemkomsten påbegyndte han straks på Templets genrejsning. Den persiske Kong Cyrus havde overgivet ham 5400 guld- og sølvkar fra det gamle Tempel. Disse var taget som bytte af babylonerne.
Samaritanerne fik dog hurtigt overtalt perserkongen til at sætte en stopper for arbejdetmed genopførelsen af Templet, men 15 år senere tog man atter fat på arbejdet.
Dette tempel blev fuldført i år 416 f. Kr., men det kunne dog ikke måle sig i pragt og rigdom med Kong Salomos.

Herodes bygger Templet om
I år 21 – 20 f. Kr. begyndte Herodes den Store at ombygge templet efter en storartet målestok. Han brugte 11.000 arbejdere og arbejdet stod på i 84 år, indtil det stod færdigt i år 64 e. Kr. Da var det måske også blevet det mest pragtfulde bygningskompleks der nogensinde har eksisteret,

Jerusalems ødelæggelse
I år 70 e. Kr. - kun seks år efter at Herodes den Store har fuldført sin ombygning af Templet bliver det igen ødelagt og nedbrændt ved Jerusalems ødelæggelse

Kejser Hadrianus, der besteg tronen i 117 e. Kr., lod i hån mod jøderne, sin egen rytterstatue opstille på det sted hvor det allerhelligste havde ligget, og byggede et tempel for Jupiter ved siden af. Dette vakte så stor harme blandt jøderne, at det førte til en opstand som blev nedkæmpet med så stor voldsomhed at ½ mill. jøder mistede livet.

Kejser Julianus Flavius (331 – 363 e. Kr.) var en frafalden kristen, og da han besteg tronen, prøvede han ihærdigt at genindføre hedenskaben. Han fik den idé, at han ville genopføre Jødernes tempel for at gøre Jesu ord (Math.24,1-2; Luk. 21,5-6) til skamme. Tusinde af arbejdere blev sat på opgaven og man startede med at fjernede de gamle ruiner og ryddede så hele arealet. Da man begyndte byggearbejdet, brød der ild ud af jorden så mange af arbejderne blev dræbt, og resten blev rædselsslagne og flygtede. Da dette gentog sig en gang til, opgav han at fortsætte arbejdet og således kom han imod sin vilje til at opfylde Jesus ord: "Der skal ikke lades sten på sten tilbage".
Efter tre år på tronen døde han i krig.

Nu står der to tyrkiske moskeer på samme sted hvor Kong Salomos tempel stod.
Men striden om tempelpladsen er langt fra slut.

Kildeangivelser :

Biblen på CD-rom 1999
New American Standard Bible Reference Edition 1970,
Nordisk Konversationsleksikon 2. Udg. 1870
Unger´s Bible Dictionary 3. Udgave 1980,
New Bible Dictionary 2. Udgave 1982,

Og tak til min søde kone Bette, der ihærdigt har været med i jagten på kilder og skriftsteder.

Sten Schæbel Rønnov
den 28. Maj 2006