Denne side er sidst redigeret

den 18. december 2005

 

Retur til forside

 

 

 

 

Historien om Korstogene der førte til

 

erobringen af det hellige land

 

 

 

De kristne riddere faldt på knæ og bad fyldt med ærefrygt da de stod foran den hellige by Jerusalem

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anledningen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pave Urban II

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Af sted på må og få ….

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. korstog

år 1096-99

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dansk styrke

slutter sig til korstoget

 

 

 

 

 

 

Antiokia

Indtaget

 

og belejret igen 

 

 

 

 

 

Den hellige lanse

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jerusalems erobring år 1099

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Om Gotfred …

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Outremer kongeriget

i det hellige land

 

 

 

 

 

De gejstlige ordner

oprettes 

 

 

 

 

 

 

 Tabet af Odessa

 år 1144

 

 

 2. korstog

år 1147 - 49

 

 

 

 

 

Saladin indtager Jerusalem

1187

 

 

 

3. korstog

år 1189 - 92

 

 

 

Frederik Barbarossa

Drukner i en flod

 

 

 

 

 

 

 

 

4. korstog

år 1202 - 1204

 

 

 

5. korstog

år 1228 - 1229

 

 

 

6. korstog

år 1244

 

 

 

 

 

7. korstog

år 1248 - 1254

 

 

 

 

 

 

8. korstog

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

Korstogene

Korstogene benævnes således efter Kristi kors, og disse korstog blev foretaget til Palæstina for at udfri Kristi grav og de hellige steder som var kommet under muhamedansk herredømme.

 

Anledningen til korstoget mod Palæstina var mishandlinger som de kristne pilgrimme kom ud for i det hellige land. De tyrkiske Seldsjukere havde fortrængt de mere tolerante arabere fra besiddelserne i det hellige land.

De hjemkomne pilgrimme skildrede både de åbenbaringer og mirakler, der havde mødt dem på de hellige steder, men også de lidelser de havde gennemgået i det hellige land på grund af Selsjukerne. Disse beretninger fremkaldte dyb harme overalt i vestens lande.

 

Ridderstanden var oprørt over at pilgrimmene ikke kunne få lov til at besøge de hellige steder, og derfor var de ikke sene til at erklære sig klar til at gribe ind i det hellige land. De fik således på en gang tilfredsstillede deres religiøse trang og lyst til eventyr og bytte. Paverne betragtede den begejstring der bredte sig blandt Europas krigsførende fyrster.

 

Stemningen i Europa forøgedes endnu mere da munken Peter af Amiens eller Petrus Eremita i 1094 vendte tilbage fra Jerusalem. Han talte overalt med glødende iver om de kristnes trængsler i Palæstina, og lidt efter lidt efter lidt bredte der sig en stemning i Europa, at man ikke ville tillade at de kristne pilgrimme ikke være i fred i Palæstina.

 

I 1088 blev Urban II valgt til pave. Han var 46 år og benediktiner fra klosteret i Cluny i Frankrig –i øvrigt samme kloster som den hellige Bernhard der blev abbed for Cistercienser Ordenen kom fra.

 

Allerede ti år før Urban II blev valgt til pave, havde kejseren af Byzantin, Alexius Comnenus erklæret krig mod de tyrkiske Seldsjukere og han havde behov for vestlig støtte for at opnå en hurtig løsning på sit problem. Som den vidtskuende idealistiske kristen han var, var Urban klar over at de mange stridbare krigsherrer i Europa havde et problem. De kedede sig bravt på den tid fordi ikke var nogen at gå i krig mod.

 

Pave Urban II foranstaltede nu en kirkesamling (synode), først i først i Piacenza i marts 1095 og derpå en endnu større allerede samme år i sin hjemby Clermont. Her havde han samlet en umådelig mængde af både gejstlige og fyrster, riddere og folk fra almuen. Både Pavens og munken Peter Eremittens ildfulde taler vakte stor begejstring, så meget at alle de tilstedeværende til sidst som med én mund råbte ”GUD VIL DET”.

 

Hermed var grunden lagt til et korstog mod det hellige land, og som tegn på at de var Kristi stridsmænd, hæftede de nu et rødt kors på den højre skulder.

Nu var de ”korsfarere” og Urban II lovede dem aflad for deres synder og kirkens beskyttelse for deres ejendomme under deres fravær samt andre fordele og håbet om et rigt bytte lokkede mange.

 

Beslutningen om at lave et korstog mod det hellige land var nu taget, og fyrsterne gik nu i gang med at forberede et krigstog. Menneskemængden var imidlertid blevet så ophidsede af de mange taler at de ikke kunne vente og allerede fra maj 1096 drog de af sted i uorganiserede flokke med retning mod det hellige land.  De havde en tro på at troen på Gud var nok og at han ville lede dem på rette vej. Uvidende som de var mente de derfor hverken behøve ordentlige våben eller krigsvante anførere og de anede intet om hvor langt der var til Jerusalem.  Da de hverken havde skaffet sig midler til en så lang rejse endte det meget hurtigt med at de plyndrede de overalt hvor de kom frem. I vild fanatisme overfaldt de især alle jøder på deres vej.

 

Disse spredte skarer af pilgrimme bevægede sig nu fremad mod det hellige land på en helt ukontroleret og uhensigtsmæssig måde. Præsten Gottschalk førte en skare der meget hurtigt blev spredt og hugget ned af Ungarerne.

 

Lykkeridderen Walther Pengeløs (Walther Habenichts) var den første der med sin skare nåede frem til Konstantinopel, men hans skare der var blevet meget slemt tilredt af Bulgarerne.

Efter ham fulgte præsten Peter af Amiens (Peter Eremitten) som med sin skare på 40.000 mand nåede frem i nogenlunde god behold. 

 

Grækerne advarede dem på det kraftigste om de farer der ventede dem på den anden side, lod de hånt om alle advarsler og lod sig sejle over på den anden side. Her stiftede de snart bekendtskab med de blodtørstige Seldsjukere og i nærheden af Nicæa faldt Walther, men Peter Eremitten reddede sig dog tilbage til Konstantinopel med kun en lille forkommen rest af de 40.000 mand. Resten var blevet slået ihjel.

 

Efter disse første planløse og mislykkede forsøg på at komme frem til det hellige land, fulgte så de egentlige korstog man fristes til at benævne dem hovedkorstog.

Selv om der var mange forskellige korstog til det hellige land, kan man opregne korstogene i 7 større korstog og af samme grund kan man opregne disse to år som korstogenes århundreder.

 

Dette første og vel organiserede korstog blev ledet af de franske, normanniske og nederlandske fyrster og adelsmænd. I august 1096 brød de op under anførsel af en af datidens mest berømte ridderlige fyrste: Gotfred af Bouillon der var hertug af Nedrelothringen. Han blev ledsaget af sin yngre broder Balduin og herudover - Grev Hugo af Vermandois der var den franske konges broder samt Grev Raimund af Toulouse.

Disse mænd og riddere stillede sig i spidsen for hele Sydfrankrigs krigeriske adel.

De blev ledsaget af biskop Adhemar af Puy der var med som pavens legat og korstogets gejstlige overhoved.

Af øvrige kendte deltagere i korstoget kan nævnes grev Robert af Flandern - Hertug Robert af Normandiet, der var Vilhelm Erobrerens ældste søn - Grev Bohemund af Tarent og hans søstersøn Tancred.

 

De rejste ikke alle samme vej, men i Konstantinopel samledes styrken og da talte den omkring 600.000 mand hvoraf halvdelen var våbenføre krigere.

 

Under korstoget ankom der også en styrke på 1500 mand fra Danmark, som var under ledelse af den danske prins Svend. De stødte til korstogshæren mens den befandt sig i Lilleasien.

 

Efter at være blevet sejlet over til Asien, lagde den troløse græske kejser Alexius Komnenus mange vanskeligheder i vejen for dem.  Således fik han byen Nikæa som korsfarerne havde overvundet, til at ovegive give sig til ham.  Vejen videre frem bød på mange besværlige kampe i Lilleasien, men sejrede ved Dorylæum 1097 og led store tab ved Odessa. I 1098 var man nået frem til Antiokia og på vejen havde man oprettet små kristne riger.

 

Da byen Antiokia skulle indtages sluttede Bohemund hemmelig aftale med en muhamedansk armenierinde i byen og ved hendes hjælp gik en kaptajn Firouz ind på at åbne et af tårnene for ham således at han på den måde kunne komme ind i byen og fik derved åbnet byens store porte så korsfarerne kunne komme ind.

 

Snart efter rygtedes dette forræderi der var årsag til Antiokias fald.  Dette førte til at en umådelig stor tyrkisk hær under ledelse af fyrst Korboga af Mosul kom og belejrede byen.

Fire uger senere var korsfarerne på sultegrænsen samtidigt med at de måtte holde stand mod talrige angreb.

 

Men midt i denne elendighed skete det at en af dem ved navn Peter Bartolomæus påstod at Sankt Andreas havde vist sig for ham i et syn og derved havde åbenbaret hvor man kunne finde den lanse som den romerske legionær Longinus havde stukket den korsfæstede frelser i siden med på Golgata.

Der herskede dog megen tvivl om han nu også talte sandt, men ikke desto mindre blev der fundet en rusten lansespids på det sted som Peter udpegede. Herefter betragtede korsfarerne denne hændelse som et guddommeligt tegn på at Gud var med dem og ville sikre deres sejr.  

 

Den næste morgen stillede de da op med lansen foran sig og marcherede ud af byportene. Kerboga havde ikke været klar over, hvor mange de egentlig var og han blev svært overrasket for inden han vidste af det fyldte korshæren næsten hele sletten foran ham. Selvom Tyrkerne gjorde store indhug på korstogshæren tabte de dog slaget.

 

Denne begivenhed gav dem nye forhåbninger om at Gud var med dem og derved opnåede de en fornyet styrke til at fortsætte mod målet. Efter at hæren havde hvilet ud i Antiokia brød man op i løbet af foråret 1099 for at gøre klar til at fuldende værket og gå til Jerusalem.

 

Hæren var på dette tidspunkt nu svundet ind til en styrke på lidt over 20.000 krigere.  Mange var omkommet under vejs, nogen var sågar draget hjem igen og mange andre var blevet tilbage i de byer man havde erobret på vejen for at befæste dem.

 

Den 15. juli 1099 nåede korstoget da frem til målet og da man endelig stod foran den hellige stad var jubelen stor, men samtidigt blev korsfarerne også fyldt med ærefrygt ved endeligt at være nået frem til den hellige stad.

 

Da man indledte angrebet på byen var korsfarerne blevet fulde af blind iver for at vinde dette afgørende slag. De havde fået en tro på at alt det de gjorde, var en velbehagelig gerning for Gud og som han anså for nødvendig. Derfor kastede de sig ud i kampen med en brændende iver og energi og af samme grund blev det til et større blodbad på både muhamedanere og Jøder end nødvendigt var.

 

Jerusalem blev herefter gjort til et kristent kongerige med vasalstater efter europæisk mønster. Vasalstaterne var de små riger som man havde erobret undervejs og man anså det for nødvendigt befæstet disse for at holde stand mod nye angreb. Disse vasalstater var også med til at konsolidere erobringen af det hellige land. Ligesom det også sikrede landet.

 

Gotfred af Bouillon var 37 år gammel da han ledede angrebet og indtog Jerusalem og han blev meget naturligt udpeget som overhoved for det nye kongerige Jerusalem.

 

Gotfred blev anset for at være den perfekte kristne ridder, og alle nærede en dyb ærefrygt for ham. Selvom der var et udtrykt ønske om at gøre ham til konge, ønskede han det ikke. Han anså Kristus for den eneste sande konge og derfor antog han i stedet titlen: Den Hellige Gravs Forsvarer.

 

Gotfred af Bouillon kom dog ikke til at regere længe og allerede året efter i juli 1100, blev han syg og døde af tyfus.

Efter hans død blev det hans yngre broder Balduin der overtog magten, og han havde til gengæld intet i mod at lade sig krone til konge i Jerusalem. Det blev han ved en overdådig ceremoni i selve Betlehem.

 

Kun i det ydre lignede Balduin sin bror. Han havde et lige så flot skæg som sin bror, men dermed var det også slut med ligheden idet han havde en udpræget forkærlighed for at leve et mere forfinet liv. Han var gift Godehilde der var engelsk af oprindelse, og hun fulgte ham som en god kone og blev ved hans side under slagene.

 

Efter kroningen prøvede Balduin forgæves at leve op til broderen væremåde men det lykkedes dog ikke særlig godt.

 

Sammen med nogle af sine riddere foretog han i sin tid som regent en ekspedition ind i Ægypten. Her døde han imidlertid af en forgiftning efter at have spist en fisk der var fanget i Nilen.

 

 

Korsfarerne kaldte det hellige land for Outremer som udtales [o-otre mære] hvilket betyder landet på den anden side af havet eller ”lapis lazuli” - en dyrebar sten med en sjælden smuk blå farve.

 

I kongeriget Jerusalem var det fransk der var hovedsproget, og der blev oprettet to væbnede styrker til at beskytte de mange pilgrimme der nu strømmede til det hellige land på pilgrimsvandring. Tempelherrerne og Jotanitterordenen kom til at fungere som Kristi milits i det hellige land.

 

Johanitterridderne, Tempelherrerne og De Tyske Riddere

Det første korstog gav anledning til oprettelsen af flere gejstlige ridderordener, nemlig Johanitterridderne, Tempelherrerne og De Tyske Riddere som hver især kom til at spille en vigtig rolle under de kristnes besiddelse af det hellige land.

 

 

Allerede i år 1144 angreb tyrkerne byen Odessa. Byen virkede for de kristne besiddelser som et bolværk mod angreb østfra. Dette tab gav anledning til megen bekymring og førte iværksættelsen af det næste korstog i 1147-49. Pave Eugen III og abbed Bernhard af Clairveaux opbød kristenheden til at foretage et nyt korstog for at vinde det tabte tilbage.

 

Det blev den tyske konge Conrad III samt den franske Ludvig VII der førte an i dette korstog. Desværre fik korstoget et højst uheldigt udfald i det begge hære bukkede under for fjendens overgreb. Der var stadig meget fjendskab og fra grækernes side men der herskede også hungersnød blandt tropperne og dette førte til store tab i det størstedelen af styrkerne faldt i kampen mod Seldsjukerne.

Kongerne selv kom vel tilbage til Jerusalem med de rester der var tilbage efter kampene. Dette mislykkede korstog gav meget store tab.

 

Under Tempelherrernes stormester Francois Gérard de Riddefort (1184 - 1190) kom det til angreb på Jerusalem i år 1187-88. Saladin indtog ved dette slag Jerusalem og efter tabet blev såvel hærstyrker som civilbefolkning evakueret fra det hellige land. Alle vandrede ud til havnebyen Akra hvorfra de blev udskibet til Europa og øerne i middelhavet.

 

Jerusalem var således kommet på muhamedanske hænder igen og det gav genlyd i den kristne verden i Europa. Dette fik tre af de mægtigste fyrster Kejser Frederik Barbarossa, den franske konge Philip IV  og den engelske Richard Løvehjerte til at gå sammen for at gøre et forsøg på genoprette det tabte i det hellige land. Der blev gjort et forsøg, men til trods de mange anstrengelser og udsigt til at det næsten skulle lykkedes til sidst, mislykkedes anstrengelserne dog.

 

Kejser Frederik Barbarossa førte en veludrustet hær gennem Lilleasien. Alt gik dog ikke helt let for ham og de kom ud for mange besværligheder undervejs. Da han satte over en flod i Celicien var han uheldig og druknede i floden. Dette førte til at hans hær blev opløst da hæren nu manglede en anfører. Kun en del af dem sluttede sig senere til de andre korsfarere og andre blev boende i områderne og blandede sig med den lokale befolkning.

 

De to andre konger nåede vel til søs og erobrede Acre 1191, men alle videre foretagender lammedes ved den uenighed og skinsyge imellem dem, så først Philip August vendte hjem, og derefter Richard efter at have sluttet en treårig våbentilstand med Saladin, under hvilken de kristne fik adgang til Jerusalem mod at erlægge en afgift.

 

Man plejer at regne det fjerde korstog som det der blev sat i gang med tilskyndelse af pave Innocens III og udført af franske riddere under den venetianske Doge Dandolo i 1202-4. Når det ikke blev til noget korstog alligevel, skyldtes det at korsfarerne standsede i Konstantinopel og fik stødte det regerende Græske dynasti fra tronen, hvorefter de oprettede et latinske kejserdømme i stedet.

 

Under den Ungarske konge Andreas II blev der foretaget et korstog i 1217 af og dette blev i 1218 fortsat af Grev Vilhelm af Holland og dette regnes undertiden også for det fjerde korstog

 

Kejser Frederik den II foretog i 1228-29 et korstog der førte til en 10-årig våbenstilstand med den ægyptiske Sultan og Jerusalems og de hellige steders udlevering til de kristne, men pavens fjendtlige fremfærd nødte Frederik til kort efter hans kroning i Jerusalem at vende tilbage til Europa, og derefter gik Jerusalem atter tabt i 1244 til Chovaresmierne. 

 

Efter 5 års våbenhvile gjorde de franske baroner en afgørende fejl ved at allierede sig med sultanen af Damaskus. Han sendte straks bud efter 10.000 syriske nomader som efter ankomsten gav sig til at røve og plyndre på må og få. Til sidst belejrede de Jerusalem som til sidst måtte overgive sig. Tabet af Jerusalem kom som et frygteligt chok. 6000 blev løsladt fra byen, men efter turen til Jaffa var der kun ca. 300 der nåede frem. Snart efter mødte de stridende ved La Fobie. De syriske styrker trak sig snart efter ud af kampene, og efterlod resten til et svidende nederlag i et frygteligt blodbad.

 

 

Dette korstog blev foretaget af den franske konge Louis IX (senere kaldet den hellige = Saint Louis), som kun med besvær fik det 6. hovedkorstog i gang (1248-54). Han drog til Ægypten for ved dette lands erobring at åbne sig en vej til Jerusalem og indtog Damietta, men blev under sin videre fremtrængning til Cairo indesluttet mellem Nilens arme og kanaler og nød til at overgive sig med sin af sygdom og hunger og kamp plagede svækkede hær. Efter at have løskøbt sig for en stor sum penge og tilbagegivet byen Damietta begav han sig til Ptolemais, og efter at have ordnet de kristnes anliggender i orienten, vendte han tilbage til Frankrig. 

 

  

Kong Louis IX Efter hjemkomsten startede Saint Louis IX endnu et korstog, denne gang mod Tunis. Der gik på den tid rygter om at den tyrkiske Emir i Tunis var rede til at gå over til kristendommen hvis han fik støtte af en korstogshær. Med dette fortsæt tog Louis til Tunis med sin hær, men forbavselsen var stor da man opdagede at rygtet ikke talte sandt. Midt under kampene udbrød der pest i den kristne lejr og kongen døde.

 

 

 

 

Retur til forside

 

P48