Kort om Tempelherrerne:

Vil man kort beskrive denne navnkundige orden, dens historiske udvikling og eftermæle, er det nødvendigt at se lidt på de omstændigheder der lå til grund for Ordenen´s oprettelse og dernæst se på hvorledes Ordenen udviklede sig og voksede til og til sidst så ulykkeligt blev bragt til fald.

Dette at oprette en kristen Orden med det formål at styrke medlemmernes åndelige udvikling således at de kunne forberede en nærmere forening med deres Gud og skaber samt Herren Jesus Kristus og samtidigt hermed at skulle udøve en krigerisk gerning som Milits for Kristenheden samt gennem denne gerning at skulle gøre sig til herre over liv og død, var en evig og meget svær konflikt for Ordenens medlemmer.

I Ordenens første banner kan man således også se denne konflikt udtrykt i de to modstridende farver, hvidt og sort som på en synbolsk måde afspejler denne konflikt.

At være kristen og samtidigt at skulle være soldat er næsten uforeneligt. Om end det kan lade sig gøre så er det forbundet med store udfordringer til den enkelte som soldat og kristen.

Det var under disse forhold at Tempelherrernes Orden blev oprettet i året 1119. Det var kristenheden i Europa med Paven i spidsen samt Cistercienserordenens overhoved Bernard af Clairveaux der ønskede Ordenen oprettet.

Ridderen Hugo de Payéns står som Ordenens egentlige stifter medens Bernard af Clairveaux var en meget varm fortaler for oprettelsen og han var også den der skrev Tempelriddernes første Ordensregel.

Ordenen fremtræder med forskellige lidt varierede navne - man fristes til at sige at "kært barn har mange navne" men ordenen eksisterede i mange forskellige lande i Europa.

Tempelherrerne eller Tempelridderne bliver de kaldt i daglig tale.

Ordenens stifter Hugues de Payéns gav først Orden navnet Kristi fattige riddere, og senere blev navnene Salomo Tempels Orden eller blot Tempelordenen. Kært barn har således mange navne og sådan også med tempelherrerne.

Ved ordenens oprettelse i 1119 blev den udelukkende oprettet med det snævre formål, at beskytte det voksende antal pilgrimme der i stort tal begyndte at ankomme til det hellige land for at se og opleve de steder som var beskrevet i Biblen. Disse pilgrimme var helt forsvarsløse overfor de tyrkiske Selsjukeres milits som ofte lagde sig i baghold for at angribe. Pilgrimmene der på grund af deres tro var ubevæbnede, blev derfor et let bytte for de mange omstrejfende bander. Selsjukerne red hurtigt ind på de flokke af pilgrimme der færdedes i det hellige land, og huggede dem ned en efter en. Derfor var det tydeligt at der var behov for en væbnet kristen milits i Jerusalem og med dette formål blev de to ordner Hospitalsbrødrene (Johanitterne) og Tempelherrerne blev oprettet. 

Tempelherrerne voksede sig hurtigt stor fordi der ustandseligt kom nye opgaver til der skulle løses. Pilgrimmene skulle også sikres en tryg rejse til det hellige land – allerede i 1230 havde man klaret denne store opgave. Man havde nu en flåde af skibe der sørgede for transport af pilgrimme og gods fra Europa til Israel. Pilgrimmene kunne let blive ofre for røvere og miste sine rejsepenge. Derfor oprettede Ordenen et banksystem der blev så effektivt at man kunne oprette en ”konto” og så få udbetalt de penge de havde behov for på i det nærmeste Tempelpræceptorie.

Ordenens fald

Ved ordenens fald i 1312 havde den et meget stort netværk fordelt over hele Europa. Dens formue havde antaget en så enorm størrelse på grund af at den var så dygtig og effektiv i banksager. Både paver og konger lånte regelmæssigt store summer af ordenen, men den magt som dette forhold gav Ordenen, blev også det der gav anledning til den endelige opløsning af Ordenen. Ved opløsningen i 1312 ejede Ordenen mindst 870 slotte, Præceptorier (klostre) eller andre ejendomme fordelt over hele Europa fra England i nord - til Spanien og Italien i syd. Efter ordenens fald blev alle ejendomme og værdier overdraget til Johanitterordenen.