Erobringen af England


Ridderskabet opstår
Før vi kan fortælle historien om Tempelherrerne, må vi se på hvordan selve ridderbegrebet opstår. Vi skal derfor tilbage til tiden før Ordenens oprindelse.

Det var da Vilhelm Erobreren indtog England at dette begreb opstod og ridderskabet skulle komme til at sætte sine spor gennem historien i de næste tusind år.

Vikingerne havde i 1000-tallet en magtstruktur der strakte sig langt ud over rigets grænser. Man havde længe haft magten i England og først i januar 1066 var den norske Harald Godwinsøn, blevet hyldet som konge.
Når vikingerne førte krig brugte de godt nok heste til at trække de tunge ting frem til slagmarken med, men under krigshandlingerne brugte man normalt ikke heste.

På den anden side af den engelske kanal i Normandiet var man begyndt at interessere sig for landet på den anden side af vandet.
Normannerne var samlet i området omkring slottet i Bayeux, og de havde efterhånden de fået oparbejdet en veltrænet hær. Som noget helt nyt havde man optrænet særligt robuste heste og oplært dem i deltagelse i kamphandlingerne. Til dette formål havde man udvalgt store og kraftige hesteracer, som ikke blev bange for kamplarmen på slagmarken. Nu kunne man kæmpe siddende til hest, og det gav en stor gennemslagskraft fordi man også hurtigt kunne ændre angrebsretning og hurtigt kunne flytte indsatsen fra et sted til et andet.

Det var hertug Vilhelm af Normandiet der stod i spidsen for de normanniske styrker, og han havde besluttet at gøre krav på den engelske trone, og forberedte et angreb på England. Inden angrebet havde han indgået en alliance med den franske konge Phillip I. Hvad der var endnu vigtigere var at han havde fået pave Alexander II ´s velsignelse til at erobre England, med en erklæring om at han var den rette arving til den engelske trone.
Paven sendte Vilhelm et banner med et korsmærke på, og det skulle være et tegn der viste at der var tale om et kristent erobringstogt.

Under dette banner samlede han en umådelig stor hærstyrke der foruden hans egne normannere også omfattede franske, bretoniske, flamske og akvitanske riddere som havde sluttet sig til hans styrke i håb om at vinde gods og guld.

Vilhelm havde sikret sig endnu en allieret i kampen om England, det var Haralds broder Tosig. Harald havde forvist sin bror Tosig fra England, og han havde derfor pønset på at komme tilbage til England for at få hævn.
Tosig sejlede til England og gik i land ved Stamford Bridge. Det kom til kamp, og han indtog området og byen York. Kong Harald førte sine styrker frem til York og vandt området tilbage efter et meget blodigt slag. Bagefter drog hærstyrken i ro ag mag tilbage til London.
Allerede inden man nåede London fik Kong Harald besked om at en Normannisk styrke var gået i land ved Pevensey, hvor de hærgede og plyndrede løs i omegnen.
Dette med at sætte over den engelske kanal i den 28. september 1066, var ikke så lidt af et vovestykke for Vilhelm, men ikke desto klarede han turen uden tab af mandskab eller materiel. Mandskabet var dog så søsyge at de måtte de først efter et døgns hvile kunne forsætte ind i landet.

Kong Harald var plaget af uheld – hans fodfolk var meget overanstrengte efter en lang march i hurtigt tempo, da de omsider nåede frem for at møde hertug Vilhelms styrker – og slaget var snart i gang på højderne ved Hastings !

Vikingerne havde lært at de skulle holde stand for enhver pris. De dannede som sædvanligt en skjoldmur, og den var næsten uigennemtrængelig for Normannerne. Vikingerne stod fast og huggede med drabelige sværdhug, gennem ringbrynjer og fældede hestene under ridderne. Alle var trætte, bueskytterne var ømme i fingrene, og armene rystede af anstrengelse. Hertug Vilhelm havde fået tre stridsheste hugget ned under sig i løbet af kampen, og de kæmpende svedte bravt !

En pil ramte Kong Harald i kinden og flåede det ene øje ud. Herefter faldt han på knæ af smerte, og da hans mænd så dette troede de at det var ude med ham. Derfor mistede de hurtigt modet og det benyttede normannerne sig af og satte et sidste voldsomt angreb ind, hvorefter de brød gennem skjoldmuren og da det var sket fik ridderne endelig overtaget.
Fire riddere red hen Senlac-højen hvor kongen befandt sig. De huggede kongen ned med øksehug og skar de opstillede bannere ned. Da vikingerne nu så at deres konge var død, flygtede de hovedkulds og normannernes sejr var total.


Krigskunst i år 1066
Hertug Vilhelms styrker bar ringbrynjer til værn mod sværd og lansehug, men deres heste var også sårbare og selv om de var iført et skaberak var hestenes bringe, ben og bug var sårbare da sværdhug fra fjender til fods ofte kom nede fra.
Det var en stærk hær og selvom erobringen af England var til ende, stod man nu med problemet om hvordan man efterfølgende styrer landet, så der ikke opstod flere uroligheder.