Tempelherrerne
En kortfattet historisk gennemgang af Ordenen.


Stiftelsen.
Salomos Tempels Orden eller blot Tempelordenen var en hærførende munkeorden der eksisterede i hen ved 200 år. Disse munke blev i daglig tale kaldt Tempelherrerne og de kom til at spille en afgørende rolle i korstogene, idet Ordenens styrke var legendarisk og overskyggede andre krigeriske Ordener, f. eks. Johanitterordenen eller hospitalsbrødrene.
Tempelridderne kæmpede nidkært og med overordentlig stor dristighed.

Historien om Tempelridderne tager sin begyndelse i det befriede Jerusalem år 1118. Kongeriget Jerusalem var blevet etableret få år tidligere i 1105, efter at byen igen var kommet på vestlige hænder.

Hugues de Payens.
Den der står som stifter af Ordenen er Hugues de Payens. Han var en adelsmand fra Champagne, og en dag indfandt han sig hos Kong Baudouin I, kongen af Jerusalem sammen med otte kammerater. De blev godt modtaget af Kongen og Patriarken Aaf Jerusalem (pavestatens lokale overhoved i Jerusalem).

Hugues de Payen forelagde sin idé om at oprette en Orden der skulle kaldes Kristi Fattige Riddere eller/og Salomos Tempels Orden.
Idéen blev så vel modtaget at kongen stillede den fløj af paladset, der hvilede på fundamenterne efter det oprindelige Salomos Tempel, til den nye Ordens rådighed. Her skulle man indrette Ordenens hovedkvarter.

Ordenens mål var at beskytte de mange valfartende pilgrimme der kom til Jerusalem mod de mange røvere der i stigende antal overfaldt de mange og forsvarsløse pilgrimmene.

De 9 riddere
De ni riddere flyttede ind i paladset. Man hører intet om Ordenen, i de første ni år. Årsagen er manglende historieskrivning. Rygtet begynder alligevel at spredes i Europa. Noget tyder på at disse år er blevet brugt til at planlægge det der skulle blive en af kristendommens stærkeste støttepiller i hen ved 200 år.

I 1127 tilrettelægger Abbed Bernard af Clairvaux, som på denne tid var kristenhedens talsmand i Europa, et sandt triumftog tilbage til Europa for Tempelridderne. I 1128 samledes man til et kirkemøde i Troyes - greven af Champagnes hof.
Bernard var den drivende kraft ved dette møde.

Ordenens første regel
Tempelherrerne blev ved dette kirkekoncilet (kirkemøde) i Troyes officielt anerkendt og optaget af kirken som en religiøs og militær Orden. Hugues de Payen fik titel af Mester (Stormestertitlen først kom til senere) og nye medlemmer skulle ifølge den nye Regel, lære at forene en streng klosterdisciplin med nidkært militærisk mod. Man kaldte ridderne "Kristi Milits". Bernard var medvirkende til udformningen af de regler som ridderne skulle leve efter. Princippet i Ordensreglerne var bygget på Cistercienserordenens regler.

Tempelherrerne skulle ved Ed forpligte sig til fattigdom, lydighed og kyskhed. De skulle klippe deres hår, men måtte ikke klippe deres skæg. Herved skilte de sig ud fra folk i almindelighed på daværende tidspunkt.

I Ordensreglerne stod der ligeledes retningslinier for kost, påklædning og den daglige tilværelse.
Der stod følgende om påklædningen: Det tillades ingen at bære hvide ordensdragter eller have hvide kapper bortset fra Kristi Riddere.
Medlemmerne skulle overdrage deres gods og jordbesiddelser til ordenen, og leve i fattigdom.
Dette afskrækkede ikke, og tilslutningen til ordenen var enorm.

Om dragtens symbolik stod der:
Til enhver ridder der har afgivet løftet giver vi både sommer og vinter, hvis de kan fremskaffes, hvide klæder for at de der har lagt et mørkt liv bag sig, kan vide, at de skal vie deres liv til deres skaber gennem et rent og hvidt liv.


Reglen for en tempelridders opførsel på slagmarken i kamp.

1. De var forpligtet til at kæmpe til døden.

2. Blev de fanget måtte de ikke bede om nåde og måtte ikke købe sig fri for løsepenge.

3. I kamp måtte de ikke trække sig tilbage, medmindre fjenden var i overtal i forholdet tre til én.



I 1139 udsendtes der en pavelig bulle af pave Innocens II. Af denne bulle fremgik det, at Tempelherrerne ikke skulle anerkende nogen verdslig eller gejstlig magt som deres overherre, bortset fra paven selv. Dermed kom Tempelherrerne til at være bedre stillet end kongerne og dermed blev Ordenen til et autonomt imperium.

Folk fra alle dele af kristenheden flokkedes om at tilslutte sig til Ordenen.
Kun 12 måneder efter kirkemødet i Troyes, havde ordenen betydelige godser og jordbesiddelser i Frankrig, England, Skotland, Flandern, Spanien og Portugal, inden for ti år efter ejede man områder i Italien, Østrig, Tyskland, Ungarn, og i Det Hellige Land.

I 1146 begyndte Tempelherrerne at anvende det berømte kors med de skrå linier. Tempelherrerne styrke og antal voksede støt og i løbet af hundrede år, havde man opnået en styrke af international indflydelse. Man var hele tiden indblandet i diplomatisk aktivitet på højt plan mellem adel og monarker i hele den vestlige verden. Således mæglede man i striden mellem Kong Henry II og hans ærkebiskop Thomas á Becket.

Ordenen arbejdede ikke kun indenfor kristenheden, men også i den muslimske verden. Tempelherrerne var meget respekteret hos de saracenske ledere, ligesom man også havde en hemmelig forbindelse til Hashishim, også kaldet assasinerne (morderne), hvilket var det Saracenske modstykke til Tempelherrerne.

I 1252 vovede Henry III af England sig dog til at udfordre Ordenen, og true med beslaglæggelse af deres besiddelser.
Han skrev: "I Tempelherrer har så mange friheder og rettigheder, at jeres enorme besiddelser gør jer gale af stolthed og stormægtighed.
Stormesteren svarede: " Hvad siger du oh Konge? Ilde anstår det sig, at din mund skulle udtale så ubehageligt og tåbeligt ord. Så længe du udøver retfærdighed vil du regere. Men hvis du krænker den, vil du ophøre med at være konge".

Tempelherrernes interesser gik videre end krig, man skabte blandt andet et bankvæsen, for derigennem at kunne beskytte de mange pilgrimme på deres rejser. Penge der var indbetalt i en by kunne mod indlevering af kvitteringen hæves i en anden by, f. eks. i det Hellige Land. For at undgå at nogen uretmæssigt kunne hæve et beløb der ikke var deres, havde man udviklet et sindrigt kodesystem der kunne afsløre en eventuel tyv.

Gennem diplomatiet mellem de muslimske lande og den vestlige verden, kom Tempelherrerne også til at blive samlingssted for nye former for videnskab.

Man indsamlede viden inden for alle områder så som håndværk, bygmesterviden, bidrog til landmåling korttegning, vejbygning og navigation. Således var tempelherrerne de første til at bruge det magnetiske kompas.
Man anlagde havne, skibsværfter og en flåde med både handelsskibe og orlogsfartøjer.
Inden for lægegerningen gjorde man også fremskridt i behandlingen af mange af de sygdomme der var kendt på den tid. Man anvendte udtræk af mug til at kurere sygdomme med, hvilket må være en forløber for Penicillin. Ordenen havde egne hospitaler med læger og kirurger.

Medens Ordenen var i storstilet fremgang i Europa, blev situationen forværret i Det Hellige Land.

Kong Baudouin IV døde i 1185 i Jerusalem. Herefter fulgte der stridigheder om hvem der skulle være konge efter den afdøde.
Ordenens Stormester Gérard de Ridefort gik ind i stridighederne, men måtte bukke under med sine styrker i slaget ved Hattin. En stor styrke af Tempelherrenes riddere og resten af de kristne styrker blev udslettet under dette slag. To måneder senere var Jerusalem atter faldet i hænderne på Saracenerne (Muslimerne).


I 1291 var næsten hele Outremer faldet. Tilbage stod Acre. Da denne sidste by faldt, styrtede murene bogstavelig talt ned og begravede både angribere og forsvarere. Stormesteren selv kæmpede hårdt såret ind til han døde.
Hermed var Det Hellige Land igen kommet under muslimernes kontrol.

Tempelherrerne oprettede herefter et hovedkvarter på Cypern. Imidlertid ønskede man at finde et egnet sted i Europa, hvor man kunne komme til at oprette et hovedkvarter og eventuelt en Ordensstat. Valget faldt på Langedoc provinsen i Sydfrankrig og vel ikke uden grund, idet Ordenens fjerde stormester Bertrand de Blanchefort kom fra denne provins.
Ordenen havde altid haft tilknytning til denne provins og til Katharerne der næsten blev udryddet under Albigenser korstoget år 1244.
Stormesteren Bertrand de Blanchefort kom fra en katharisk familie.

Ved gennemgang af Ordenens medlemslister fra den gang viser at en betydelig del af medlemmerne på det tidspunkt var katarer. De katharske embedsmænd i Ordenen synes ikke at have rejst så meget rundt i verden som de katolske brødre, og derved havde de skabt en naturlig base for ordenen i Langedoc området.



Kong Phillips undertvingelse af ordenen
I 1306 begyndte Phillip IV (de smukke) at blive mere og mere ivrig for at slippe af med Tempelherrerne i Frankrig. Han skyldte Ordenen penge og var blevet ydmyget ved at blive nægtet optagelse i Ordenen. Han stod bag bortførelsen af Paven Bonacacius VIII og dennes død, og menes også at stå bag giftmordet på den næste pave Benedict XI. Philippe fik omsider valgt sin egen pave Clemens V, og nu var der frit spil mod Ordenen.

Philippe planlagde sine træk omhyggeligt og sendte forseglede ordrer rundt til alle sine skulle embedsmænd. Af disse fremgik det at alle Tempelherrer skulle anholdes den 13. oktober 1307.

Deres ejendomme og godser skulle konfiskeres på kongens vegne, og beslaglægges.
En gruppe af riddere organiserede en flugt fra hovedsædet i Paris. Natten før arrestationerne, blev alt af værdi lastet på 50 vogne og ført til Tempelherrernes Atlanterhavsflådestation i La Rochelle.
De atten galejer der lå ved flådestationen, stod til havs, og man hørte intet til dem siden.

Ordenens stormester Jacques de Molay indkaldte alle ordenens bøger og forordninger og lod dem brænde. Ingen oplysninger om Ordenens skikke og ritualer måtte røbes.

Ordenens stormester Jacques de Molay og præceptor for Normandiet, Geoffroi de Charney blev i marts måned 1314, blev efter lang og voldsom tortur, henrettet på den mest bestialske måde; de blev brændt til døde på bålet. For at gøre det så pinefuldt som muligt skete det ved en langsom ild. Henrettelsen skete på øen Ilé de Cité der ligger midt i Paris i floden Seine. Her blev der senere sat et mindesmærke over de henrettede Tempelherrer.

Officielt var Ordenen nu opløst, men den fortsatte med at eksistere i det skjulte.


England
I England fik Tempelherrerne meget milde domme, nærmest proformadomme.
Flere steder var tempelherrer "taget til fange", men alligevel færdedes de frit. Man tog meget lemfældigt på ordrerne der kom fra Pave Clemens V, der nu var placeret i Avignon.
Kong Edvard II, der var svigersøn til Phillip IV, var meget tilbageholdende med at gå i aktion mod Tempelridderne i England. Lidt efter lidt måtte han give efter for pavens pres, og man krævede at de tilfangetagne skulle torteres. De blev herefter torteret, men kun i mild grad. Alle arrestationerne blev udført på en yderst sendrægtig måde, hvilket gav tempelherrerne mulighed for at flygte og forklæde sig som almindelige mennesker, og lade sig barbere.
Ordenens jord i England blev overdraget Johanitter Ordenen og bl.a. til dens sygehusvæsen.


Skotland
I Skotland blev de officielt aldrig opløst, og en betragtelig styrke kæmpede med i slaget ved Bannockburn i 1314, hvor Skotland var i krig med England.

Tidselordenen i Skotland
Skotlands nationale symbol er jo tidslen og selv om tidslen er et mærkeligt symbol, så har det en særlig forklaring. Der findes en ældgammel skotsk ridderorden med navnet Tidselordenen. Ordenen er blevet fornyet i 1687 og oftere, og Ordenstegnet for denne orden viser Skotlands skytspatron St. Andreas. Ordenens bryststjerne viser en tidsel med den latinske indskrift "Ingen krænker mig ustraffet" – og dette er også Skotlands symbol og devise.
Et gammelt sagn fortæller at skotterne blev alarmeret under et natligt normanneroverfald, da en af fjenderne kom til at skrige ved at træde på en tidsel. Tidselordenen må altså være oprettet efter 1066 at Vilhelm Erobreren kom og erobrede England med sine normannere.

De Tempelherrer der var flygtet til Skotland gik over til at blive optaget i andre ordner ligesom i resten af Europa. De ville undgå at blive forfulgt og derved kom en del af dem ind i Tidselordenen.

Kampen ved Bannockburn

Få år efter pavens bandlysning af Tempelridderordenen den 2. maj 1312,var Skotland i krig med England og da kæmpede en betragtelig styrke Tempelriddere med i slaget ved Bannockburn i året 1314. Samtidige skribenter skrev at slaget bølgede frem og tilbage og Skotland stod
usikkert, da der pludselig viste sig en ukendt styrke af riddere over en bakkekam. Bare synet af deres bannere må have været nok; for Englænderne flygtede alene på grund af synet dem der kom i mod dem. Så frygtede var Tempelherrerne i kamp, at næsten alene synet af deres banner var nok til at jage fjenden på flugt.

Tempelherrernes kors
Så sent som i 1689 under slaget ved Killiecrankie blev John Claverhouse, Viscomte of Dundee, fundet død på slagmarken. Om halsen bar han Tempelherrernes Storkors og dette stammede fra tiden før 1307.

Tyskland
I Tyskland udfordrede tempelridderne åbent deres modstandere, og mødte op i retten fuldt bevæbnede og erklærede sig rede til at forsvare sig.
Dommerne var skræmt fra vid og sans, og dømte dem uskyldige. Mange af de tyske tempelriddere gik over til Johanitterordenen og De Tyske Riddere (som udsprang af Johanitterordenen).

Spanien
I Spanien rejste tempelridderne sig mod deres forfølgere, og søgte over i andre Ordener. En ny Orden Montesa, blev oprettet specielt som tilflugtsted for tempelriddere.


Portugal
I Portugal blev alle Tempelriddere renset efter en undersøgelse og ændrede herefter navn til Kristus Riddere. Denne Orden skulle senere komme til at sætte sit tydelige spor i verdenshistorien.
Vasco da Gama var Kristus Ridder, og prins Henrik med tilnavnet "søfareren", var Stormester i Ordenen. Skibe der tilhørte Kristus Ridderne, sejlede under Tempelriddernes kendte Røde kors.

Christoffer Columbus
Under Tempelherrernes Røde Kors så vi også Christoffer Columbus krydse Atlanterhavet med sine tre skibe for at opdage Amerika. Man bliver da tænksom over denne efter datidens forhold næsten vanvittige plan.
Christoffer Columbus var gift med en datter til en tidligere stormester i Kristus Ordenen, og det kan tænkes at Columbus ligesom sin svigerfader havde Tempelherrerne som forbillede; måske fik han derigennem adgang til noget af den store maritime viden som Tempelherrerne må have haft. Dette røde kors som vi så på sejlene på Columbus skibe – har man siden også set på almindelige handelsskibe selv op i nyere tid, og dette kan jo vække stor undren.

I Tempelherrernes oprindelige ed stod der jo lød jo – Sejre eller dø – der fandtes ingen mellemting, og netop denne følelse må have været afgørende for Columbus. Disse mægtige røde kors og dette utrolige vovemod kan man vist kun finde hos en mand med Tempelherrerne som forbillede.